Compassion – et menneskeligt urpotentiale
Compassion er en benhård evolutionær overlevelsesstrategi. Måske den mest succesfulde af slagsen. Det er menneskets evne til netop compassion, der er selve årsagen til, at vi som art stadig er her. At vi har vundet evolutionens store kapløb, og at vi i dag ikke er truet af andre end os selv.
Compassion handler i bund og grund om relationer mellem mennesker og betydningen af relationer for vores overlevelse, udvikling og balance. Derfor bør ledelse først og sidst handle om relationer og ske med udgangspunkt i viden om menneskehjernen, dens funktion og behov.
Der er en direkte sammenhæng mellem menneskets evne til compassion og udviklingen af vores hjerne både som art og individ. Vi har en hjerne med unikke relationelle egenskaber og behov. En hjerne, der gør os i stand til at tilsidesætte egne behov, udvise empati og forstå andres behov. Vi kan dele med hinanden og lære af hinanden.
Uden omsorg og tilknytning havde vi ikke overlevet. Og uden den af omsorgen afledte empati, forståelse, ansvar og samarbejde – uden compassion – havde vi ikke vundet evolutionens store kapløb. Vi havde aldrig udviklet hverken kunst, kultur eller kommercielle koncerner.
Compassion i ledelse handler om at have både sin egen og medarbejdernes trivsel på sinde og skabe rammer, der understøtter tillid og psykologisk tryghed. Når både ledere og medarbejdere er trygge, bliver vi de bedste udgaver af os selv og giver menneskehjernen de bedste arbejdsbetingelser. Det kræver, at vi skaber arbejdspladser, hvor der er plads til at være menneske med alt, hvad det indebærer, herunder en 120 millioner år gammel hjerne.
Menneskehjernen er fantastisk og har bragt os til, hvor vi er i dag. Men menneskehjernen er også noget rod og kan skabe problemer for os alle sammen hver dag.
Og vi kan ligeså godt se det i øjnene: Det er hårdt at være menneske, og menneskehjernen er ikke altid en hjælp i den sammenhæng. Alle mennesker lider. Også moderne og professionelle mennesker. Selv ledere. Derfor handler compassion også om at være opmærksom på og rumme både egen og andres lidelse – sammen med et oprigtigt ønske om både at lindre og forebygge. Lidelse skal her forstås i bredeste forstand. Fra kriser og katastrofer til krævende kollegaer og kopimaskiner, der kokser.
Vi lever i en verden med eksponentiel udvikling og vækst, men er udstyret med en gammel analog hjerne.
En gammel dårligt designet hjerne
At verden behøver compassion – mere end nogensinde før – skyldes det moderne menneskes helt fundamentale problem: Vi lever i en verden med eksponentiel udvikling og vækst, men er udstyret med en gammel analog hjerne. En hjerne, hvis primære opgave er at sikre vores arts og egen overlevelse.
Vi mennesker er med andre ord hverken designet med high performance, forfremmelser, priser eller for den sags skyld lykke for øje. Vi er alene designet med henblik på overlevelse og reproduktion. I 117-118 millioner af pattedyrhjernens 120-millioner-årige evolutionshistorie er det netop disse processer, der er blevet udviklet, optimeret og finpudset. Først de sidste 2-3 millioner år har vi udviklet den store forunderlige hjernebark. Det er den del af hjernen, der gør, at vi kan tænke og reflektere, analysere og fortolke samt planlægge og strukturere. Den del, der gør os til mennesker.
Når vi ser på de bekymrende tal og mistrivselsstatistikker, må vi konstatere, at det samfund, vi sammen har skabt – både privat og professionelt – udfordrer vores gamle hjerne. Det får os både til at underpræstere og mistrives.
Derfor bliver vi nødt til at tage menneskehjernen og dens begrænsninger mere alvorligt, så vi kan ændre de rammer og forhold i vores organisationer og institutioner, der primært taler til de ældste og mest primitive dele af menneskehjernen og i stedet give hjernen bedre arbejdsbetingelser.
Den kæmpe udfordring vi står overfor, når vores hjerner kommer på overarbejde, kan bedst illustreres med en hurtig tur ind i hjernens kontrolcenter.
Hjernens kontrolcenter: De følelsesregulerende systemer
Hjerner er kompliceret stof, og i fremstillingen og forståelsen af hjernen er man oftest nødt til at indgå kompromisser og lave en række forsimplinger. Det gør vi også her, når vi beskriver hjernens kontrolcenter som bestående af tre følelsesregulerende systemer.
